Flere og flere bruger sommerhuset som helårsbolig

På ni år er antallet af beboede sommerhuse steget med 21,6 procent. Langt de fleste fastboende ejer selv det sommerhus, de bor i.

Sommerhuset er ikke kun til ferie og fritid. Flere og flere er begyndt at bruge deres sommerhus som deres helårsbolig. I 2010 var der således 18.138 beboede sommerhuse, mens det tal i 2018 er oppe på 22.058. Altså en stigning på 21,6 procent på ni år. Det viser en beregning, som ejendomsmæglerkæden Nybolig har lavet af tal fra Danmarks Statistik.

"Der er klar tendens til, at flere vælger at droppe enten lejligheden eller parcelhuset og i stedet flytte ind i deres sommerhus og bo der hele året, siger Thomas Hovgaard," der er kommunikationschef i Nybolig.

Han peger især på den store gruppe af seniorer, der med sommerhuset som helårsbolig kan nedbringe deres boligudgifter:

"Det er alt andet lige billigere at bo i et sommerhus end i en traditionel helårsbolig, både fordi de som regel er billigere at anskaffe, og fordi boligskatterne er mere lempelige end ved de fleste helårsboliger. Som pensionist kan det derfor være en fornuftig disposition, hvis man vil have pengene til at række længere og sælge helårsboligen og flytte permanent i sommerhuset."

Ny lov gør det nemmere

Det er de sidste par år blevet væsentligt nemmere at bruge sit sommerhus som helårsbolig.

"Den nye planlov fra 2017, som tillader, at man som pensionist efter kun et års ejerskab mod tidligere 8 år kan bruge sit sommerhus som helårsbolig, har klart gjort det lettere, og vi forventer, at flere og flere vil benytte sig af muligheden. Samtidig er det nu også blevet muligt at finansiere mere af sommerhuset med realkreditlån, så alt andet lige tegner det til, at vi kommer til at se flere levende sommerhusområder også uden for feriesæsonen," siger Thomas Hovgaard.