Et dejligt saftigt æble, der smager af den danske muld, kan næsten ikke beskrives med ord.
I Danmark har vi et klima, der egner sig specielt godt til æbler. Det er helt fantastisk så mange lækre æblesorter, der trives her i landet.
At der findes så mange æblesorter, kan godt gøre det svært at vælge det helt rigtige æbletræ. Start med at overveje, hvad et godt æble er for dig.
Spiseæble, madæble eller cideræble
Inden du køber dine æbletræer, bør du overveje, hvad du ønsker at bruge dine æbler til. Nogle æbler egner sig bedst til at blive spist friske, andre æbler egner sig bedst til madlavning, mens der også er æbler der egner sig bedst til produktion af cider, most og eddike.
Eftersom du skal være opmærksom på bestøvning fra mindst 1 anden æblesort, er det oplagt at vælge flere forskellige æbletræer.
Æbletræer til den lille have
Er din have ikke så stor, kan du stadig have stor glæde af et æbletræ. Der findes flere forskellige typer af æbletræer, du kan vælge til den mindre have.
Der findes dværg æbletræer, som ikke bliver mere end 1,5 - 2 meter høje. De er også velegnede til at blive plantet i krukker på terrassen eller altanen.
Du kan også vælge at gå med et familietræ til den mindre have. Den helt store fordel ved et æble familietræ er, at træet har 3 sorter af æbler på samme træ, og derfor sikrer en god bestøvning. Der er nemlig det med æbletræer, at de kræver bestøvning for at kunne producere æbler. Har naboen et æbletræ, skal bierne og vinden nok sørge for bestøvningen, men er du den eneste i området med æbletræ, har du brug for mere end en sort for at få æbler på dit træ.
Sidst, men ikke mindst, kan du overveje et søjletræ. Søjletræet er dyrket til at være et slankt æbletræ, der bærer lige så store mængder æbler, som de mere gængse æbletræer.
Den store have
Har du en stor have, bør du overveje at plante frugttræer, som i de gode, gamle dage.
Æbletræer dyrket på vildstamme giver dig majestætiske, sunde træer, der kan give dig og dine børn saftige frugter i mange, mange år.
De store æbletræer, der er dyrket på vildstamme, står utroligt godt i jorden og kræver minimal pleje. De klarer sig således også fortrinligt i områder med næringsfattig jord. Det solide og veludviklede rodnet går dybt i jorden, og sikrer træet masser af næring og vand.
Du finder mange af de klassiske, sunde æblesorter, der er podet på vildstamme.