Kom på skiferie for fattigrøve

Fattigrøv, studerende, - eller har du bare ikke et pengetræ i haven? Få her fif til, hvordan du alligevel kommer afsted på de skrå brædder med sne under.

Det burde nemlig være muligt for de allerfleste, hvis man tænker sig lidt om. For fattigrøve, studerende uden et pengetræ i haven og for almindelige mennesker, der blot ikke kan kaste om sig med lønnen. Står det til svenskerne, kan man komme afsted på ski, uden at skulle spise vandgrød i lang tid efter. Den svenske valuta er lige nu rekordlav, og der er også andre effektive sparefif, man kan benytte sig af. 

Man bør kraftigt overveje at tage afsted i perioder, der ikke er højsæson. Studerende kan faktisk spare rigtigt mange penge ved at tage afsted i januar, hvor der sjældent er så megen skolegang. Og ugerne uden for højsæson er dem, der er flest af, og med helt andre priser end i højsæsonen, f.eks. ugerne 2- 6 samt ugerne 10-15. Uge 7 og påskeugen skal man holde sig fra, og det betyder også, at familier med ikke-skolesøgende børn kan tage afsted, når andre er tvunget til at blive hjemme.

Dagsture er et godt fif, hvis man vil spare penge, men også få duften af skiløb. Det kan lade sig gøre til en række svenske skidestinationer, bl.a. de sydligt beliggende Isaberg, Mullsjö og Falköping samt Vallåsen. Disse steder kan nås på en dag, og man kan sagtens mønstre at få stået mange timer på ski. Herudover holdes der aftenskiløb med lys på pisterne på udvalgte ugedage, og det betyder, at man samlet set kan få 10-12 timers skiløb på en enkelt dag, hvis man planlægger efter det.

Korte uger på ski og lav valuta

’Korte uger’ på ski er også oplagt. Destinationerne i Värmland er f.eks. relevante i den sammenhæng. En kort uge er typisk søndag – torsdag eller torsdag – søndag. Man får en del skiløb på fire dage, og giver man den gas, kan det næsten føles som en uge, men langt billigere i skileje, overnatning, liftkort, etc.

Den lave, svenske valutakurs bør også udnyttes, før den igen stiger. I øjeblikket ligger prisen for 100 svenske på 73 danske kroner, og det betyder, at kursen har lagt sig på et noget nær rekordlavt niveau sammenlignet med de seneste ti år. Som dansker kan man med andre ord spare rigtig mange penge på sin skiferie, blot fordi valutaen er ’med en’.

”Danskerne har en valutafordel nu, og vi oplever en meget fordelagtig valutakurs. Men det er ikke den eneste måde at få pengene til at række langt, når man skal på skiferie. Man bør tænke skiferien mere fleksibelt, f. eks med dagsture, korte uger eller ved at låne sig frem til alt det udstyr, man måske normalt køber. Helt i tidens ånd med fokus på bæredygtighed og et forsøgsvist mindre forbrug”, siger Anna Kron Boysen fra Visit Sweden.

I overensstemmelse med tidsånden – og for at spare penge – er et godt fif nemlig også at låne udstyr eller købe sit skiudstyr og sit skitøj brugt. Det er de færreste mennesker, som er mere på ski end en gang eller højst et par gange årligt, og de når ikke at slide skitøj og -udstyr helt ned, hvilket betyder, at man nemt kan genbruge og samtidig sikre, at udgifter til den slags ’nødvendigheder’ ikke stikker af.

Aftenskiløb på skidestinationer, der er meget tæt på Danmark:

Isaberg

Torsdage og fredage er der aftenskiløb 17:00 / 17:30 – 21:00.

Mullsjö

Fra uge to i 2019 har skidestinationen aftenskiløb onsdage og fredage mellem kl. 18:00 -21:30.

Falköping

Her er der aftenskiløb mandage, onsdage og fredage mellem 17:00 – 21:00.