Sommeren står for døren og landets forlystelsesparker er i fuld sving med nye forlystelser og attraktioner. Men hvilke forlystelsesparker foretrækker danskerne?
Hver tredje vil lægge vejen forbi Tivoli (32%) og næsten lige så mange vil tage turen til Københavns Zoo (29%), mens hver fjerde vil tage en tur på Bakken (23%).
Tivoli ligger suverænt i toppen målt på indtryk. 15% af danskerne har bedst indtryk af Tivoli, mens Københavns Zoo kommer ind på andenpladsen med 8% tæt fulgt af Legoland (7%).
Ifølge 27% af danskere, er det afgørende for en god oplevelse i en forlystelsespark, at entre- og forlystelsesprisen er lav, og netop her får Tivoli konkurrence af en anden forlystelsespark i hovedstadsområdet, nemlig Dyrehavsbakken (Bakken). Bakken får en score på 24 målt på værdi for pengene, mens København Zoo tager andenpladsen med en score på 22, og Tivoli må lade sig nøje med tredjepladsen (scoren 19) tæt fulgt af Randers Regnskov (scoren 18).
Store regionale forskelle
Det lokale tilhørsforhold er helt afgørende for, hvilke forlystelsesparker vi vil besøge, og hvilke vi har det bedste indtryk af. 4 ud af 10 i Nordjylland vil tage en tur i Aalborg Zoo (37%), mens hver tredje nordjyde (33%) vil tage i Fårup Sommerland, som også er nordjydernes foretrukne forlystelsespark både målt på indtryk og værdi for pengene.
Midtjyderne er knap så ivrige til at besøge forlystelsesparker, men hver fjerde (23%) vil dog tage en tur i Tivoli Friheden. Det er dog ikke midtjydernes foretrukne forlystelsespark. Det er nemlig Legoland (12%), mens Djurs sommerland er forlystelsesparken, som midtjyderne mener giver bedst værdi for pengene (31).
I Syddanmark kan Odense Zoo forvente flest besøg (29%), og det er også forlystelsesparken syddanskerne mener giver bedst værdi for pengene (33), mens Legoland er vinder på indtryk (14%).
Borgerne i hovedstadsområdet går mest i forlystelsesparker, og 6 ud af 10 (58%) vil tage i Tivoli, mens 54% vil tage i Københavns Zoo og 42% på Bakken. Tivoli er den foretrukne forlystelsespark. 29% har bedst indtryk af Tivoli, men Bakken vinder på værdi for penge (37).
Resten af Sjælland går knap så meget i forlystelsesparker, men ligesom folk i hovedstaden planlægger flest en tur i Tivoli (34%), og Tivoli er også forlystelsesparken flest har bedst indtryk af (15%). Knuthenborg Safari Park vinder til gengæld på bedst værdi for pengene.
Selvom der er store regionale forskelle er danskerne enige om en ting, der må ikke være proppet med gæster eller lang ventetid til forlystelserne/seværdighederne, hvis turen til forlystelsesparken skal blive en god oplevelse.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er baseret på 1004 interview med repræsentativt udvalgte personer i alderen 18+ år fra YouGov panelet i perioden 24. – 26. april 2019.