Huspriserne krydser gylden grænse i store dele af landet

Foto: Boligsiden.dk

I maj måned ramte huspriserne et niveau, der på landsplan ikke tidligere er set højere i indeværende årti. Regionalt topper priserne i fire ud af fem regioner, viser nye tal fra Boligsiden.

Med en gennemsnitlig kvadratmeterpris på 14.184 kroner slog huspriserne i maj måned den nuværende rekord for årtiet. Det viser dugfriske tal fra Boligsidens Markedsindeks.

”Hussalget går over al forventning, og med den store efterspørgsel er det naturligt, at priserne får et løft. I sidste måned kunne vi meddele, at priserne tangerede rekord, og der skulle åbenbart ikke mere end en måned til, før vi kunne toppe det niveau,” siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Henover den seneste måned er huspriserne på landsplan steget en procent, mens de ligger 2,5 procent højere end i maj 2018. Regionalt er der grønne tal over hele linjen med de største årlige stigninger i Region Sjælland. Her lyder ændringen på 3,4 procent.

Rekordhøje priser i fire ud af fem regioner

De rekordhøje priser er bredt forankret i boligmarkedet, idet prisniveauet topper i fire ud af fem regioner. Det er gode nyheder – ikke kun for boligejerne, men også for markedet generelt.

”Prisrekorden er interessant, fordi den tager udgangspunkt i et prisløft mange forskellige steder i landet. Vi har tidligere set et boligmarked, hvor hovedstaden stak af fra de øvrige regioner, og selvom priserne stadig er højest i og omkring København, er der kommet en anden balance i udviklingen, fordi købelysten har sat skub i provinsen,” siger Birgit Daetz i en pressemeddelelse, og fortsætter:

”Det er dog fortsat en del dyrere at købe hus i og omkring de større byer, så der vil uden tvivl sidde nogle husejere rundt om i landet, der ikke kan se sig selv i den her snak om rekordhøje priser. Men prisstigninger på boligmarkedet har det med at sprede sig som ringe i vandet, fordi et højt prisniveau tvinger køberne til at lede efter alternativer i oplandet. Det betyder, at der nogle steder kan være et løft i vente.”

Salgstiden dykker

Prisstigningerne ses i en periode, hvor også salgstiden på huse er nedadgående. På landsplan gælder det 12 procent det seneste år. Det betyder, at det nu tager 157 dage at sælge mod 178 dage for et år siden.

Salgstiden falder i alle fem regioner, men særligt i det midtjyske er udviklingen markant, idet den her er reduceret med 23 procent på et år.

”Lav salgstid og stigende priser fortæller historien om et marked, hvor sælgerne har gode kort på hånden, og hvor køberne skal være godt forberedte, så de kan slå til, når de finder drømmehuset. Der er med andre ord ikke så lang betænkningstid, som vi tidligere har set, fordi konkurrencen er øget,” siger Birgit Daetz.

Foto: Boligsiden.dk